mandag den 16. februar 2009

Ting#23 - The Final



Så er vi nået til vejs ende for denne gang.

Vi i tovholdergruppen synes, det har været både sjovt, interessant og også lærerigt at stå for afviklingen af 23ting, men også at deltage i kursusforløbet, for der er jo også mange ting, vi ikke selv har prøvet før.

Vi håber også, at I har fået noget ud af at deltage i 23ting, og da det ikke er et ordentligt kursusforløb uden en evaluering, så håber vi, at I vil give jeres mening om de 23 ting og selve forløbet til kende. Det kan I gøre ved enten at kommentere på denne post eller sende en mail til jeres lokale tovholder. Så vil vedkommende tage det med til vores fælles evalueringsmøde i begyndelsen af marts.

Vi vil meget gerne have svar på nedenstående 11 spørgsmål, men har I mere at tilføje, så er I hjertelig velkomne til det. :-)

Husk også, at udover feedback, så er denne 23. ting også en chance til at få nået de ting, man eventuelt mangler eller at gå lidt mere i dybden med nogle af de ting, der var interessante. Husk nu også at blogge om det. :-)

Til sidst vil vi i tovholdergruppen sige mange tak for jeres indsats, gåpåmod og generelt høje humør i løbet af 23ting-kurset. Det har været med til at gøre forløbet sjovt og interessant.

Her følger de 11 spørgsmål:

  1. Hvilke af de 23ting var gode at kende?


  2. Hvilke af de 23ting tror I vil være relevante for arbejdet her på biblioteket, enten i forbindelse med lånerforespørgsler men også i forbindelse med det "almindelige" arbejde?


  3. Hvilke af de 23ting var lette?


  4. Hvilke af de 23ting var svære?


  5. Hvilke af de 23ting kunne undlades?


  6. Var 23ting sjovt?


  7. Hvordan fungerede 23ting-bloggen?


  8. Hvad synes I om den eventuelle hjælp, I fik - både fra kolleger og tovholderne?


  9. Havde I tid nok til at gennemføre de enkelte ting, eller brugte I også fritid på at lave noget af det?


  10. Har forløbet givet jer mod på at kaste jer ud i andre ting på internettet?


  11. Er det en form for kursusrække, I kunne tænke jer at prøve igen senere med andre/færre ting?

onsdag den 4. februar 2009

Ting # 22 Wikipedia

En wiki er en hjemmside, hvor alle kan redigere teksten - den mest berømte wiki er Wikipedia. Ordet wiki stammer fra Hawaii og betyder hurtig - "wiki wiki" udtales "viki viki".
Wikipedia er et online-leksikon, hvor alle kan levere bidrag og redigere en hvilken som helst artikel. Filosofien er, at ingen ved alt, men alle ved noget og summen af viden skaber et gigantisk leksikon Wikipedia frit tilgængeligt for alle.
Wikipedia begyndte i 2001 og rummer i dag over 10 mio. artikler på mere end 250 sprog og har over 3 mio. registrerede brugere. Tallet for danske artikler er p.t. næsten 94.000.
Wikipedias styrke er, at man ofte kan finde omtale af aktuelle begivenheder få timer efter, de har fundet sted. Svagheden er, at artiklerne er uens, både hvad angår indhold og længde.
Wikipedia er jævnligt blevet kritiseret for sin troværdighed, da der ikke stilles krav til skribenternes faglige balast, ligesom de enkelte artikler heller ikke skal godkendes af en redaktør. Det videnskabelige tidsskrift Nature bad i 2005 en række eksperter sammenligne artikler fra Encyclopedia Britannica Online og Wikipedia. Resultatet var følgende: Wikipedia indeholdt 162 fejl og Britannica 123 fejl.
Nu er det din tur
Åbn den danske version af Wikipedia - http://da.wikipedia.org/wiki/Forside. Klik dig rundt og bliv fortrolig med siden. Brug Søg for at søge på de sammenhænge ordet indgår i. Brug Gå til for at gå direkte til den pågældende artikel. Afprøv fx. forskellen med søgeordet Vallensbæk.
Tjek artiklen X-factor - er den ajour?
Gå til artiklen om Pia Kjærsgaard klik på fanebladet diskussion. Læg mærke til hvor uenige folk kan være.
Søg fx Pia Kjærsgaard i Google og læg mærke til hvor højt på søgeresultatlisten artiklen fra Wikipedia placeres. Pointen er, at du ikke behøver at søge direkte i Wikipedia, da alle Wikipedias artikler indekseres separat i Google og ofte er blandt de 10 første poster i Google.
Tjek den engelske udgave af Wikipedia - http://en.wikipedia.org/wiki/Main_Page

En sjov side WikipediaVisions

Her kan du se, hvem der skriver om hvad her og nu i hele verden.
Skriv om dine oplevelser med Wikipedia på din blog.
Ekstra
Har du lyst til selv at bidrage til Wikipedia - så begynd med at læse Hjælp: Velkommen nybegynder, herefter kan du øve dig lidt i Sandkassen. Det er en god idé at begynde med at forbedre andres artikler med korrektur og mindre tilføjelser.

torsdag den 29. januar 2009

Ting 21: Google Docs

documents

Vi kender nok alle til det at gemme et dokument på en diskette, et usb-stik eller sende det med mail for at tage det med fra en arbejdsplads til en anden.

Så omstændigt behøver det ikke at være, da man kan gemme sine dokumenter online. Ved web-kontor-tjenesterne kan man selv redigere videre i sine dokumenter uanset hvor man befinder sig i verden eller man kan invitere andre til at gøre det.

Denne deling og samskrivning kan ske i både åbnede og lukkede dokumenter og er praktisk, hvis man deltager i større projekter på tværs af biblioteker/teams og på den måde oprette fælles dokumenter som alle deltagerne kan skrive og redigere i på samme tid.

Dette kalder man for kollaboration (samarbejde) på nettet.

Der findes en del online kollaborative værktøjer, her vil vi primært beskæftige os med Google Dokumenter (Google Doc på engelsk) og Regneark (Spreadsheet på engelsk). Fælles for de online kollaborative værktøjer er, at man kan uploade dokumenter, f.eks. fra Office, som man har skrevet på egen pc til online programmet og arbejde videre på dem der. Omvendt kan man også downloade det man har skrevet i online programmet til egen pc. Som regel er det dog lettest at beholde dokumentet i enten Word eller Google Dokumenter.
Et godt tip er også, at man kan markere teksten i for eksempel Word og copy-paste den over i et tomt dokument i Google Doc og så gemme det der, eller omvendt. På den måde slipper man for "besværet" med at skulle up- og downloade dokumenter.

Udover den almindelige dokumenthåndtering indeholder Google Dokumenter også regneark og præsentationsprogram - en lightudgave af den kendte PowerPoint. Googles præsentationsprogram er ikke nær så avanceret som Microsofts Powerpoint, men er dog stadig både anvendeligt og nyttigt.

Du kan altid finde Google Docs ved at gå ind på google, og så klikke på linket "mere" (eller "more" på den engelske version) og vælg "Dokumenter" (eller "Documents").

Eller du kan klikke her for at komme direkte til Google Docs.

Opgave 1: Opret et dokument i Google Docs. Skriv en tekst og gem (save) den. Del teksten med en kollega og tilføj selv tekst på deres gemte og delte dokumenter.

Opgave 2 (ekstra): Orientér dig i Google Spreadsheets. Hvis du har lyst kan du også forsøge dig med Google Presentation. Men det er helt efter eget valg, og derfor er der heller ingen vejledning.

Vejledning til Google Docs kan findes
her.

Vejledning til Google Spreadsheet kan findes
her.

fredag den 23. januar 2009

Ting 20: Abonnér på en podcast

Du skal nu lære hvordan du henter radio udsendelser til din computer. Så kan du lytte til udsendelserne, når du har tid og lyst til det.

Igen skal vi bruge Google Reader eller på dansk Google Læseren.

Gå til vejledningen her.

Ting 19: Download en lydbog

Digitale lydbøger er digitale lydfiler på lige fod med musik. Så alt det der gælder for musikfiler gælder også for digitale lydbøger. Lyden kan være komprimeret eller ikke-komprimeret, og netbaserede lydbogstjenester køres enten som streaming eller som download, hvor download-filerne er DRM-sikrede.
Kan du ikke huske alt dette, så har du nu chancen for at repetere ting 17 og ting 18.
Vejledningen finder du her

fredag den 16. januar 2009

Ting 18: Download musik fra Netmusik

Netmusik.dk er bibliotekernes online musiktilbud til dig. Download fra over en million online tracks, og hør musikken på din computer og på din må3-afspiller. Du lærer her om : download contra streaming, DRM-sikring, download af musik fra Netmusik.dk, udpakning af filer, afspilning af den downloadede musik på din computer - og licenshentning samt overførsel af musikken til din afspiller.
Du finder vejledningen til Ting 18 her.

Ting 17: Sådan betjener du din mp3-afspiller

Indledning til uge 9 : Ting 17 og Ting 18
Det er "en ordentlig omgang", vi skal igennem i denne uge - så hæng på ! Både Ting 17 og Ting 18 er forsøgt beskrevet så præcist som muligt - og når du kommer ud i den anden ende, så skulle du gerne være i stand til at bruge online musik, overføre musik til din afspiller, og høre musikken på farten. Til gengæld er der ingen deciderede opgaver - man skal "bare" gennemføre hele beskrivelsen af tingene.

NB: Man skal være opmærksom på, at flere af punkterne i Ting 17 og Ting 18 ikke kan gennemføres uden at have en Creative ZEN V (som bibliotekerne benytter sig af) - eller en anden mp3-afspiller, der kan håndtere og afspille musikken fra Netmusik.dk (se hvilke afspillere vi er sikre på kan på http://netmusik.wordpress.com/2008/01/25/tag-musikken-med/#more-67

Ting 17: Sådan betjener du din mp3-afspiller
MP3-afspillere er nu meget udbredte - og efterhånden indbygget i både mobiltelefoner og GPS-apparater. I denne ting lærer du at installere din afspiller, hvad lydfiler er, hvordan man ripper en cd ved hjælp af Windows Media Player, hvordan man overfører musik til afspilleren, og hvordan man hører musikken og bruger afspilleren.
Du finder vejledningen til Ting 17 her.